En mørk og blæsende novemberaften i 1973 – ikke mange af os husker denne aften, men denne aften blev Fjelsted Speedway Klub født.
Egentlig begyndte det hele faktisk 3 år tidligere. Knallertklubben startede nemlig i ungdomsklubregi . I 1971 havde Ejby Kommune fundet et areal i en gammel frugtplantage, som var egnet til en knallertbane. Dengang var vort stadig aktive medlem Carl Andreasen ansat til at varetage opstarten under ungdomsklubben.
Minibanen – næsten som vi ser den i dag, var faktisk den første af sin art i hele verden.
I 1972 måtte Carl sige fra, grundet arbejde og egen udøvelse af sporten.
Så knallertbanen kom i et års tid ind under Sports Motorklubben Odin.
I 1973 kom kommunen dog tilbage til Carl og bad ham tage roret endnu engang. Alternativet var en lukning.
Naturligvis sprang Carl til igen, denne gang dog uden løn og med et forlangende om, at klubben skulle ind under Danmarks Motor Union.
Det første store løb var det individuelle DM for knallertkørere.
Hele 1500 tilskuere og en masse penge i kassen. Dette dannede grundlaget for at stifte Fjelsted Speedway Klub.
Det er nu 40 år siden.
40 år fyldt med et utal af store begivenheder, rigtig store successer, rigtig store sejre og et utal af triumfer, når vore kørere har præsteret, at køre det ene store mesterskab hjem efter det andet.
Men bestemt også 40 år med nedture af rang.
I 1976 anlagde man på kun 28 dage vores 500cc bane, som vi kender den i dag.
Banen er næsten en tro kopi af banen i Vojens og først for 2 år siden fortalte jeg Ole Olsen, at Fjelstedfolk i 1976 i al hemmelighed var kørt ned og havde målt hans bane op, så man kunne anlægge Fjelstedbanen med den rigtige sving-radius, afstand mellem langsider og alt det andet der skal til, for at få en god bane.
I 1977 arrangerede Fjelsted sit første store publikumsløb på 500cc banen.
Det gjorde man så godt at man i årene efter fik tildelt flere store arrangementer og i 1979, fik banen sin første FIM-godkendelse, som betød, at man nu også kunne afvikle internationale løb. Samme år afviklede man således både en EM-semifinale for u/21 kørere og en ungdomslandskamp mellem Polen og Danmark.
Klubben voksede, var Danmarks største og såvel sportsligt som økonomisk gik det fremad.
I 1990 ønskede man at afvikle den prestigefyldte Intercontinental-finale.
For at få dette løb til Fjelsted, måtte man foretage en mængde forbedringer i form af ny banebelægning, ny fjedrende sikkerhedsbarriere, siddepladser til publikum og meget andet.
Forventningerne til dette løb var på alle måder store. Økonomisk forventede man et klækkeligt overskud, som minimum kunne dække alle de mange investeringer.
Desværre endte det i et bragende underskud og klubben måtte se i øjnene, at man nu havde en betragtelig gæld at slæbe på.
Det blev næsten begyndelsen til enden.
Sportsligt, økonomisk og ledelsesmæssigt gik det rigtig, rigtig skidt. Deraf fulgte at også kørere og medlemmer forsvandt, hvilket i sidste ende betød, at grundlaget for at komme ovenpå igen var minimale.
I 1998 var der kun én 500cc kører og en håndfuld 80cc´ere tilbage.
Ingen – hverken i eller udenfor speedway, regnede længere den tidligere så succesfulde klub for noget som helst.
Miljøkravene blev i disse år også skærpet, hvilket betød endnu flere og store udgifter.
De få tilbageværende loyale medlemmer, stod tilbage med problemer af en størrelsesorden, kun de færreste kan forestille sig.
Der måtte gøres noget og hermed opstod idéen til, at blive gælden delvist kvit ved et frasalg af 500cc banen. En privat investor blev fundet og pengene gik ubeskåret til nedbringelse af den store gæld. Da dette var sket, meddelte banken at den eftergav den resterende gæld.
Nu kunne der startes på en frisk.
Såvel formanden som den siddende bestyrelse var efterhånden slidt op og der måtte nye til. Selv gik jeg ind i bestyrelsen som kasserer, uden i øvrigt at have en fis forstand på hverken speedway eller ledelse.
Formand Lasse Hansen overtalte jeg til at blive siddende lidt endnu.
Uendelig langsomt fik vi styr på miljøkrav, fik bygningernes vedligeholdelsesstand hævet, fik ryddet op overalt og forskønnet vort område betragteligt.
Samtidig begyndte vi at afholde åbent hus, så der kunne komme nogle små nye kørere ind. Disse skulle danne grundlaget for fremtiden.
Ligeledes begyndte vi i bestyrelsen igen, at komme til forskellige møder i DMU-regi.
Ganske vist var der dengang ikke nogle der ville høre vores mening om tingene, men vi fik noget viden med hjem.
I år 2000 kunne jeg ikke længere holde på Lasse og pludselig stod jeg med øverste ansvar for at køre klubben videre.
Heldigvis var der nogle gode bestyrelsesmedlemmer, som havde været i sporten i mange år og som jeg kunne støtte mig til og få masser af gode råd og meget viden fra. Derudover var disse utrolig arbejdsomme og loyale, selvom jeg indimellem vist nok satte deres tålmodighed voldsomt på prøve.
Tror de måske trøstede sig med, at jeg højlydt havde proklameret, at jeg kun ville give klubben 5 år og så måtte der andre kræfter til.
Sådan gik det som bekendt ikke.
I 2005 var vi nemlig nået så langt, at vi fik tildelt arrangørrollen ved årets DM Finale.
Fjelsted var stærkt på vej tilbage.
DET var en milepæl for os, men samtidig var vi på helt ukendt område.
Der var ikke andet at gøre end at smøge ærmerne helt op til skuldrene og forsøge at gøre det så godt som muligt.
Det lykkedes ganske godt og hele 6.500 tilskuere overværede finalen, hvor Nicki P. vandt og vi i Fjelsted beviste at – nu VAR vi tilbage.
Det gav naturligvis lidt blod på tanden, så vi søgte og fik finalen igen i 2007.
Ambitioner har jeg altid haft mange af og vi måtte kunne gøre det bedre denne gang. Nu havde vi jo da lidt erfaring.
Samtidig stillede vi igen op i den bedste danske række – ligaen. Vi mente vi var så langt både organisatorisk og økonomisk, at vi kunne magte det.
D. 3.august afviklede vi DM Finalen og minsandten om vi ikke på dagen kunne modtage 10.711 gæster.
Ingen dansk klub har nogensinde samlet så mange til en DM Finale.
Derudover var det Hans Andersen der for første gang i sin karriere vandt finalen og da han samtidig var holdkaptajn på vort ligahold, ville jubelen ingen ende tage.
Sikke en triumf for hele klubben.
2008 blev året hvor vi igen turde binde an med større internationale løb.
Det er blandt andet blevet til en Nordisk Finale, en Grand Prix kvalifikation og senest YGT på den lille bane. Hver eneste gang med flotte, flotte dommerrapporter og masser af roser.
Vort Ligahold havde det slemt i nogle år, men også her er vi så småt begyndt at vise tænder. Sølvmedaljer i både 2012 og 2013 – det er klasse og giver forventninger til at nå det absolut bedste i en ikke så fjern fremtid.
Foruden alle disse begivenheder i Fjelsted, har vi igen og igen haft kørere, der den ene gang efter den anden har hentet mesterskaber af enhver art hjem.
40 år er gået og jeg synes godt alle vi Fjelstedfolk kan tillade os at være stolte.
Trods megen og mangeartet modgang gennem tiden, så har vi alligevel formået, at holde dampen oppe og Fjelsted-logoet højt.
Ingen er længere i tvivl om Fjelsteds eksistens og vi er igen kommet på verdenskortet med såvel vore køreres præstationer, vore evner som arrangører og ikke mindst i forhold til politisk indflydelse på dansk speedway generelt.
Pressebevågenheden er stor og i Middelfart Kommune er vi den idrætsklub der tiltrækker flest tilskuere år efter år efter år.
Kan man så ønske sig mere? Ja – det kan man godt.
Listen af ønsker er stadig uendelig lang og én ting kan jeg betro jer – der er stadig i titusindvis af arbejdstimer foran os, inden en vis formand er tilfreds.
Men lige nu skal vi ikke arbejde. Nu skal vi nemlig feste for Danmarks bedste speedwayklub – den stolte 40 års jubilar – Fjelsted Speedway Klub.
Fjelsted Speedway Klub længe leve.
