Team Fjelsted vs Region Varde Elitesport

Team Fjelsted – Region Varde Elitesport
Onsdag d. 28. april kl. 18:00.

Det blev desværre et smalt nederlag på udebane mod SES Sønderjylland Elite Speedway i den første runde af dette års udgave af Metal Speedway League.

Som vanligt har vi taget en snak med sportschef Thomas Søfeldt om den kommende match.

‘Vi havde håbet at vores supportere, sponsorer, erhvervsnetværk og andre fans, kunne stå på lægterne til årets første hjemmematch, men det er desværre ikke muligt.
I skal dog vide at vi stadig kører for Jer. Vi kan heldigvis følge med i alle jeres positive opslag på de sociale medier, og det glæder os at i stadig er der for os trods Corona.

Matchen på onsdag er vigtig for os. Nederlaget i Vojens skal rystes af, og der skal point på kontoen.
Vi kæmpede bravt i Vojens og jeg må indrømme at den holdånd vi havde i ryttergården var helt unik. Det gør mig stolt, og jeg er sikker på at den vil hjælpe os hver gang vi møder lidt modgang.
Region Varde Elitesport tabte med kun to point på hjemmebane til Slangerup i den første match, så mon ikke de kommer med en sult efter at revanchere nederlaget.
De stiller i hvertfald med et fantastisk hold præget af stærke udlændinge, og vi får kamp til stregen.

Vi er desværre ramt af en alvorlig skade.
Jason Jørgensen havde et frygteligt styrt under en træning. Vi ønsker Jason god bedring. Vi vil gøre alt for at vinde for ham på onsdag.

Teamet på onsdag bliver et gensyn med svenske Linus Sundström på Fjelsted Speedway Center. Da jeg i efteråret 19’ sagde ja til at blive en del af Team Fjelsted, var Linus den første udlænding jeg ringede til. Jeg kender Linus fra min tid i speedwaysporten, og ved at han er en kører der altid giver 100% på banen og til holdet, nøjagtig som de danske kørere vi i forvejen har i teamet. Præcis den Fjelsted dna vi prøver at bygge alle kørere op efter.
Efter vi havde skrevet kontrakt i 19’ med henblik på 20’, kvitterede Linus med at vinde et stærkt besat åbent løb i Polen, og blive 2’er til det store afslutningsløb der hvert år køres på Grand Prix banen i Prag. Det var en super glad Linus jeg derefter talte med i telefonen, og årets sidste løb skulle køres i polske Gdansk, hvorefter en velfortjent ferie skulle nydes inden det mentale, det fysiske og materialet skulle bygges op til sæsonen 20’.
Gdansk blev dog ikke som håbet, Linus havde et forfærdeligt styrt og pådrog sig svære skader, som drillede langt ind i sæsonen 20’.
Nu skriver vi 21’ og alt er bygget op igen, Linus er i topform og kan ikke vente med at tørne ud for Team Fjelsted igen.

Marcus Birkemose fik i weekenden debut i den bedste polske liga. Han kvitterede med en heatsejr i debutheatet, og jeg er sikker på at der kommer mange flere heatsejre fra stortalentet i fremtiden. Desuden kørte Marcus i dagens næsthurtigste vindertid, hvilket er en kæmpe præstation i det stærke felt af kørere.

Benjamin Basso var ikke udpræget tilfreds med at skulle sidde over i Vojens på grund af nogle taktiske dispositioner fra vores side. Vi fik en god snak, og hele hans måde at tackle det på har imponeret os. Træning, træning og atter træning. Vi kan mærke hans professionalisme, hans vilje, og vi kan ikke vente med at se ham på onsdag.

Frederik Jakobsen ligner en kat i en fiskeforretning når vi ser ham på banen i Fjelsted. Frederik arbejder stenhårdt, er fantastisk for holdet og vi glæder os så meget til at hele pakken igen bliver rullet ud på onsdag. En super indsats i Vojens og med den gode sæsonstart i Polen, er vi sikre på at Frederik bliver en stor oplevelse i 21’.

Peter Kildemand kører stærkt i øjeblikket. Får startet, er fræk som en slagterhund i første hjørne, og kører bare med et stort overskud. Det er så fedt at se, og den hjælp han gir’ de unge er uvurderlig. Vi glæder os til endnu en match med Peter, og er sikre på det bliver fantastisk´ udtaler Thomas Søfeldt.

Vi ønsker Team Fjelsted en god match på onsdag.

Team Fjelsted:
1. Peter Kildemand
2. Linus Sundström
3. Frederik Jakobsen
4. Marcus Birkemose
5. Benjamin Basso

Region Varde Elitesport:
1. Piotr Protasiewicz
2. Aleksandr Loktaev
3. Tomasz Gapinski
4. Lasse Bjerre
5. Tim Sørensen