Efter en spændende match, der kunne gå til begge sider, trak Team Fjelsted det længste strå og vandt matchen 43-41 mod Esbjerg Vikings onsdag aften den 15. maj.
Læs Brian Møller Skydts reaktion på matchen her:
Vi kørte en spændende match på Korskroen, som vi frygtede rigtig meget, da de ikke har tabt der i næsten to år. Vi blev dog ved med at fighte, og på trods af at vi var bagud med 6 point tidligt i matchen, gav vi aldrig op. Så scorer vi et par vitale 5-1’er, som holder os inde i kampen. Da Peter og Cierniak laver en 5-1’er i heat 13, kommer vi foran for første gang i matchen. Frederik og Benjamin holder 3-3 i sidste heat, og igen vipper matchen over til os i de døende heats.
Det var en helt igennem unik holdpræsentation, som bærer os igennem til tre sejre på stribe.
En toppræstation af Frederik, samt rigtig gode takter fra Peter, Benjamin og Cierniak – som kørte liga for første gang i Danmark, viser hvad dette hold kan sammen. Rasmus kommer stærkt igen, efter en mindre god dag. Vi vinder sammen og glæder os til næste uges match, som bliver et topopgør med to ubesejrede hold.
Ib og jeg er stolte over vores flotte start på sæsonen, og vi vil gerne takke alle, som gør dette muligt!