Så gælder det kampen om Fyn

Så gælder det kampen om Fyn

Så gælder det
kampen om Fyn

Der er lagt op til årets speedway-brag, nårTeam Fjelsted onsdag den 27. maj tager imod Munkebo Scorpions til første runde af Ligaens fynske lokalopgør

fsk-msc_9275

Med en tredjeplads i mandagens kvartfinaler i Abensberg sikrede Peter Kildemand sig en plads i den videre kamp om pladserne i næste års Grand Prix-serie. Onsdag er han tilbage i Fjelsted og er sammen med resten af Team Fjelsted parat til at give Munkebo kamp til stregen i kampen om Fyn. (Foto: John L. Hansen)

Fynsk speedway fik en ny dimension, da Munkebo Scorpions for to år siden rykkede op i Den Danske Speedway Liga. Dels fik Team Fjelsted en konkurrent til titlen som Ligaens fynske tophold; men først og fremmest dukkede der i 2013 to ekstra spændende matcher op i kalenderen, nemlig de to rent fynske lokalopgør mellem Fjelsted og Munkebo, som hurtigt fik navnet “Kampen om Fyn”.
I første omgang gik sejren til Fjelsted, som i 2013 slog Munkebo i begge matcher og sluttede sæsonen som Ligaens sølvvindere; men året efter vendte bøtten, selv om begge hold deres respektive hjemmematcher i det fynske lokalopgør. Munkebo erobrede nemlig bonuspointet og dermed den fynske håneret, og de sluttede oven i købet sæsonen med bronzemedaljer, mens der ikke blev en finaleplads til Team Fjelsted.

I denne sæson er både Team Fjelsted og Munkebo kommet rigtig godt fra start og kan begge notere en sejr i deres seneste udebanematcher, og der er således lagt op til et brag af en match, når Team Fjelsted onsdag den 27. maj tager imod Munkebo Scorpions på Fjelsted Speedwaycenter til første afdeling af kampen om årets fynske håneret. Og én ting er sikker: Der vil blive kæmpet hårdt for en sejr fra begge sider.

Gæsternes optimisme fejler intet, hvis man skal tro de seneste udtalelser fra Munkebo-holdleder Janus Millard, som lover, at hans hold vil gøre alt, hvad de kan for at hente deres første sejr på Fjelsted Speedwaycenter.
Men også Team Fjelsteds holdleder Morten Svendsen har haft de optimistiske briller på efter sidste uges sejr i Grindsted:
– Jeg tror det bliver et tæt løb, men jeg tror også, at Fjelsted vinder, lød hans vurdering for et par dage siden.

Mandag eftermiddag er Mortens optimisme imidlertid en anelse mere afdæmpet, efter at han har måttet gå i gang med at revidere den oprindeligt annoncerede holdopstilling, som var nøjagtigt den samme som i årets første hjemmebanematch, hvor Esbjerg blev besejret.
– Desværre ser det ud til, at Nicolas Covatti ikke kan få sit program til at hænge sammen med matchen i Fjelsted, slev om vi har prøvet på alle mulige måder, forklarer holdlederen. Der er langt mellem C-kørere af Covattis kaliber, så det bliver en vanskelig opgave at sammenstille et lige så stærkt hold som det planlagte.

– Så jeg må nok sige, at det nu kan gå hen og blive en rigtig, rigtig tæt match, indrømmer Morten Svendsen. Men lokalopgør er jo altid sjove, og denne gang er det oven i købet lidt af et topopgør, så det bliver under alle omstændigheder spændende.

team-fjelsted-27052015-d

Morten Svendsen har til matchen sammensat et hold bestående af Peter Kildemand, Ulrich Østergaard, Patrick Hougaard, Linus Eklöf og Patrick Hansen.

Sidste nyt
Tirsdag aften faldt brikkerne endelig på plads, da det lykkedes for Morten at hente svenske Linus Eklöf til Fjerlsted.

Dermed bliver holdopstillingen:

Team Fjelsted     Munkebo Scorpions
1. Peter Kildemand (A) 1. Kenni Larsen (A)
2. Ulrich Østergaard (B) 2. Anders Thomsen (C)
3. Patrick Hougaard (B) 3. Timo Lahti (B)
4. Linus Eklöf (C) 4. Jesper Scharff (D)
5. Patrick Hansen (D) 5. Lasse Bjerre (B)

Matchen køres onsdag den 27. maj kl. 18.30 på Fjelsted Speedwaycenter.