Peter Kildemand fortsætter

Team Fjelsteds bruttotrup 2015:

Peter Kildemand står fortsat i spidsen for Team Fjelsted

Et forrygende internationalt gennembrud i 2014 har ikke fået Fjelsteds topkører til at ryste på hånden, da der skulle skrives kontrakt for den kommende sæson,
og også i 2015 indtager han derfor pladsen som Team Fjelsteds holdkaptajn

peter-kildemand

Med otte liga-sæsoner i Fjelsted-vesten bag sig er Peter Kildemand om nogen ‘Mr. Fjelsted’, og trods et forrygende internationalt gennembrud i 2014 svigter han heller ikke sit hold i den kommende sæson, men vil også i 2015 stå i spidsen for Team Fjelsted som holdkaptajn. (Foto: John L. Hansen)

Navnet Peter Kildemand er i den grad knyttet til Fjelsted Speedway Klub, at der skal en god portion fantasi til at forestille sig, at han skulle køre for noget andet hold i Den Danske Speedway Liga end Team Fjelsted, hvor han har haft sin faste plads, lige siden Fjelsted i 2007 vendte tilbage til Ligaen. Dermed har han den længste uafbrudte karriere på holdet, og i de seneste fire sæsoner har han indtaget pladsen som holdkaptajn.
Der er bestemt heller ingen tvivl om, at Peter Kildemand er yderst trofast mod den klub, hvor han debuterede som speedwaykører i en alder af fire år; men ikke desto mindre begyndte enkelte Fjelsted- og Kildemand-fans at lufte deres bange anelser, da Peters karriere i 2014 nåede nye højder i noget, som uden overdrivelse kan kaldes et internationalt gennembrud.
To gange i sæsonen forvandlede han et wildcard til en finaleplads i Grand Prix-serien, han vandt VM med Landsholdet og sølvmedalje ved både DM og EM, og hans præstationer gjorde det mere end sandsynligt, at også andre klubber ville stå på spring, når der skulle skrives kontrakter for 2015.

Heldigvis var frygten ubegrundet, og vi kan nu løfte sløret for den glædelige nyhed, at Peter Kildemand  (selvfølgelig) har skrevet kontrakt med Team Fjelsted for den kommende sæson og dermed for femte år i træk vil stå i spidsen for liga-holdet.

– Vi er selvfølgelig meget tilfredse med at have Peter Kildemand på holdet igen, siger en begejstret holdleder Morten Svendsen. Peter er om nogen rygraden i alt, hvad vi har foretaget os omkring Team Fjelsted i mange sæsoner og jeg er ikke bange for at betegne ham som den mest sikre på vores holdkort.

– Peter er inde i en fremragende udvikling, som vi har set det i hans individuelle præstatiioner, fortsætter Morten. Men derudover er han en virkelig stærk holdkører og helt uvurderlig i som holdkaptajn.
– Og så skader det jo ikke, at han er Fjelsted-mand til fingerspidserne, slutter holdlederen.

Peter Kildemand har i den netop afsluttede sæson kørt i både de engelske, polske, svenske og tyske ligaer og vil sandsynligvis fortsætte her også i den kommende sæson. Indtil videre er dog kun kontrakten med svenske Lejonen, Gislaved på plads.
Samt selvfølgelig kontrakten med Team Fjelsted.

Vi byder Peter Kildemand hjertelig velkommen til endnu en sæson i Fjelsted-vesten og glæder os sammen med hans mange fans til at se ham i spidsen for Team Fjelsted i 2015.