Overkørsel i Outrup
Region Varde bød på tørre tærsk til Team Fjelsted, som pænt tog imod kløene
og vendte hjem fra fredagens udebanematch med et nederlag på 53-33
Region Varde Elitesport havde sørget for smukt solskinsvejr til Team Fjelsteds besøg på Varde Motor Arena fredag aften. Parasol-sildene var der heller ikke noget at udsætte på, og hjemmeholdets holdkaptajn tog sig oven i købet tid til en hyggesnak med gæsterne, da de blev kørt på banen til kørerpræsentationen.
Det lignede kort sagt optakten til en gemytlig fredagskomsammen i fred og fordragelighed.
De to hold delte også pænt det første heat; men så snart startsnoren var gået til heat 2, slap den vestjyske gæstfrihed op, og resten af aftenen stod traktementet på tørre tærsk til fynboerne, som ikke fik mange chancer for at slå igen.
Allerede efter de første seks heats havde Region Varde således bragt sig 8 point foran, og tre heats senere, ved den store pause, havde de udbygget føringen til 14 point.
Selv heat i 10, som ellers næsten altid tilhører gæsteholdet, og som Patrick Hougaard af samme grund kørte som joker i håb om at rette en smule op på stillingen, blev der ikke givet ved dørene. Heatet sluttede uafgjort, hvorefter Varde genoptog den nådesløse afklapsning og uigenkaldeligt havde bragt sig uden for rækkevidde med stillingen 45-29 efter heat 12.
Dermed var de nominere heats uden betydning for matchens udfald, hvilket dog ikke afholdt Region Varde fra en sidste kraftpræstation, som sendte Team Fjelsted hjem med et nederlag på 20 point.
Holdleder Morten Svendsen er da heller ikke begejstret for hverken resultatet eller Team Fjelsteds præsentation:
– Det var et af de grimmeste nederlag, jeg har oplevet, siger han, og der er ikke én af os seks, som kan sige, at det hele bare spillede for ham i aften. Det var kort sagt noget l…. over hele linjen, og det eneste positive er, at det gjaldt alle. Det er et nederlag, vi er fælles om, så der er er ikke én enkelt, vi kan skyde skylden på.
– Der skal arbejdes en hel del med den mentale indstilling over hele linjen, hvis vi ikke skal opleve endnu en overkørsel i hjemmebanematchen på onsdag, fortsætter holdlederen.
– Men til gengæld tør jeg godt love, at det også sker, og at vi kommer til at opleve et hold med en helt, helt anden kampgejst, når Esbjerg kommer på besøg, slutter han.
Resultatet blev:
Region Varde | 53 | Team Fjelsted | 33 | |||
1. Mads Korneliussen (A) | 14 | 6h | 1. Patrick Hougaard (B) | 13+1 | 7h | |
2. Max Fricke (B) | 8+3 | 6h | 2. Nikolaj Busk Jakobsen (B) | 9 | 7h | |
3. Krzysztof Jablonski (B) | 13+3 | 6h | 3. Ulrich Østergaard (B) | 9 | 7h | |
4. Jonas B. Andersen (C) | 11+2 | 6h | 4. Henning Bager (C) | 1 | 3h | |
5. Tobias Thomsen (D) | 7 | 4h | 5. Nicki Barrett (C) | 1 | 4h |