Nekrolog – Thomas Eicke Hartzberg

Det var et stort chok og efterfølgende dyb sorg vi mandag d. 8. november 2021, blev informeret om at vort medlem i Fjelsted Speedway Klub og ass. holdleder i Team Fjelsted, helt uventet var afgået ved døden kun 47 år gammel.

Thomas har i mange år været en del af speedwaysporten. Dels har han selv kørt såvel 80cc som 500cc. Dernæst har han været mekaniker i nogle år for Brian Gustavsen, været mentor for sønnen Oliver der også har kørt speedway i 50cc + 85cc klasserne og sidst, men ikke mindst var Thomas assisterende holdleder som ovenfor anført, i Team Fjelsted gennem de seneste 2 sæsoner.

Når man forhører sig lidt rundt omkring, danner der sig et klart billede af Thomas og det menneske han var. Ordene bliver gentaget igen og igen. Han var meget svær at blive uvenner med, var vennernes ven, en åben og meget ærlig person, udadvendt – lidt af en festabe når det var aktuelt – meget hjælpsom og ville det altid godt for sine omgivelser.

Thomas var udpræget perfektionist og havde en helt igennem kompromisløs tilgang til alt. Der blev ikke overladt noget til tilfældighederne. Han var altid storsmilende – tror faktisk aldrig undertegnede har set andet end smil hos Thomas. Kan i alle tilfælde ikke huske nogensinde at have set det modsatte. Personligheden Thomas besad evnen til at være smittende glad og festlig overfor alle der var i nærheden. Uanset om man var enig eller uenig med ham i dette eller hint, kunne man drøfte tingene, på en sjov måde og uden der efterfølgende var nag og afstand. Han indeholdt en sjælden evne til at holde fast i alle relationerne – også selv om disse bekendtskaber var helt tilbage fra barn- og/eller ungdommen.

Han blev i de unge år uddannet i VVS- og blikkenslagerfaget. Det var senere ikke tilstrækkeligt for ham og han læste videre til VVS-tekniker. Thomas var i mange år ansat som entrepriseleder hos Fjernvarme Fyn. Han havde base i Hjallese, hvorfra hans og familiens verden udgik fra. Nogle gange cyklende – som var den motionsform, han jævnligt benyttede.

Thomas er allerede savnet alle vide vegne – også i Fjelsted. Kunne man tale med dig nu Thomas, ville vi alle sige, at det her er helt, helt, helt forkert.

Han efterlader sig sin hustru Tina, sønnen Oliver og datteren Sara.

Æret være hans minde…

På vegne af FSK + Team Fjelsted – Annette Vesterskov