Det blev måske ikke sæsonens allermest spændende match, da Fjelsteds 500cc 1.divisionshold lørdag den 19. september aflagde besøg i Brovst til den sidste runde i grundspillet, hvor modstanderne ifølge programmet var Holsted, Silkeborg og hjemmeholdet Brovst.
Holsted var allerede inden matchen sikre på grundspillets førsteplads, og også Fjelsted var med en foreløbig tredjeplads sikre på at være blandt de fire hold, som går videre til slutspillet, men havde dog en lille risiko for at rykke ned på den samlede fjerdeplads, hvis de vendte hjem fra Brovst helt uden matchpoint og den nærmeste konkurrent, Esbjerg samtidig vandt dagens anden match, som blev kørt i Glumsø.
Al frygt i den henseende blev imidlertid fejet af bordet, da det viste sig, at Silkeborg havde valgt at udeblive fra matchen, hvilket dels gav bundholdet Brovst mulighed for at avancere til divisionens syvendeplads, og dels sikrede, at Fjelsted kunne vende hjem med den samlede tredjeplads i behold.
At spændingen således på forhånd var begrænset, betød dog ikke, at der ikke blev kæmpet hårdt, og selv om Holsted hurtigt tog føringen med Fjelsted efter sig, havde alle tre hold stadig sejren inden for rækkevidde, da de første ti heats var kørt. Derefter blev spredningen større, og matchen endte, som den var begyndt, nemlig med en sejr til Holsted, en andenplads til Fjelsted og en tredjeplads til Brovst.
Fjelsted er hermed klar til slutspillet, som afvikles i den kommende weekend med første finale i Glumsø lørdag den 26. og den afsluttende finale søndag den 27. september i Holsted.
Resultat:
Holsted = 56
1. Sam Jensen: 3,2,2,3,3 = 13
2. Jonas Jeppesen: 3,3,3,3,3 = 15
3. Martin Hansen: 3,2,2,3,1 = 11
4. Dominik Möser: 1,2,2,3 = 8
5. Simon Simonsen: 3,3,3 = 9
Fjelsted = 42
1. Frederik Jakobsen: 2,3,2,2,2 = 11
2. Mark Beyer: 2,3,1,2,3 = 11
3. Dennis Spicker Thøstesen: 2,2,3,1,2 = 10
4. Mathias Vilsmark: 1,1,1,2 = 5
5. Mads Kølbæk: 2,2,1 = 5
Brovst = 31
1. Lasse Pørtner: 3,1,3,1,F = 8
2. Stefan Pedersen: 1,3,1,1,2 = 8
3. Nicklas Clausen: d,d = 0
4. Frederik Pedersen: 2,1,3,2,1 = 9
5. Chris Gade: 1,1,1,1,2 = 6
Silkeborg = NS (0)