Det er med uendelig stor sorg, Fjelsted Speedway Klub har fået meddelelsen om, at vort mangeårige medlem, Jan Jakobsen er afgået ved døden d.23.august 2020, efter flere års kamp mod en meget speciel kræftsygdom.
Jan blev kun 55 år.
Han vil naturligvis blive ufattelig savnet af hustruen Lene og sønnen Frederik samt hele den øvrige familie og tankerne går først og fremmest til dem.
Men Jan vil bestemt også blive savnet i hele speedwayverdenen og ikke mindst i Fjelsted, hvor han har været medlem siden 1977.
Han startede selv med at køre 50cc speedway dette år og gennem tiden, blev det blandt andet til et U/21 Danmarksmesterskab og en 4.plads ved U/21 VM i Rusland.
Derudover har han kørt for Cradley Heath i England i 1987, sammen med Erik Gundersen og Jan O. Pedersen.
Da karrieren blev stoppet, ville Jan gerne give noget tilbage og har fungeret som assisterende landstræner samt holdleder i den danske liga gennem flere år, indtil han helligede sig Frederiks karriere i den selvsamme sportsgren.
Jan var en uhyre reel og seriøs mand og der skulle være styr på tingene. Der er aldrig sprunget over, hvor gærdet er lavest. Man kunne stole 100% på ham og i klubben tog han gerne selv initiativer og fik tingene gjort, til glæde for mangen en speedwaykører og resten af klubben. Hans generelt gode humør og positive indgangsvinkel, var smittende og helt sikkert af samme årsag, har jeg aldrig nogensinde hørt, at han havde uvenner. Han kunne med alle og netop derfor var Jan så afholdt og dybt, dybt respekteret, ikke kun i Danmark, men også blandt speedwayfolk i hele verden.
Jeg ved det lå Jan uendeligt meget på sinde, at give Frederik så meget af hans egen erfaring i alle sammenhænge, som det overhovedet var muligt, både udenfor sporten, men i særdeleshed også i den sport de havde til fælles og som kan være svær at lykkedes i, hvis man ikke holder ”gaskablet” endog meget stramt i alle henseender. Den mission er heldigvis lykkedes for Jan og det vidste han.
Tilbage står nu den dybe sorg og det enorme savn, han efterlader hos sin familie, men absolut også hos alle vi andre der kendte Jan.
Æret være Jan Jakobsens minde…